Platformen åbner snart dørene for nyt iværksætterhus
Det er Platformen der skal danne rammen om det, der skal blive et inspirerende iværksættermiljø i Esbjerg, når iværksætterhuset Riggen åbner i starten af det nye år.
Trods stolte iværksættertraditioner er Esbjerg Kommune placeret i den svage ende, når man sammenligner med andre kommuner på antallet af nye virksomheder og nye virksomheders jobandel. Det skal der gøres noget ved og etableringen af Riggen skal bidrage til at styrke iværksætterkulturen i byen og sikre optimale vilkår for iværksætteri og dermed sikre bedre jobskabelse.
”Med Riggen får vi et iværksætterhus, hvor rammer, udviklingsmiljø og samarbejder understøtter iværksætterne og gør dem flyvedygtige, hvilket vil bidrage til flere lokale vækstvirksomheder og dermed til flere arbejdspladser,” fortæller Business Esbjergs udviklingschef Randi Høxbro, som har været en af spydspidserne i projektet.
Iværksættere skaber fremtiden
På borgmesterkontoret vækker det nye iværksætterhus begejstring og tro på vækst. Her har borgmester Jesper Frost Rasmussen allerede tidligere ved adskillige lejligheder betonet vigtigheden af, at der skrues op for indsatsen i forhold til iværksætteriet.
“Med afsæt i Esbjergs muligheder skal Riggen blive regionens førende platform for iværksættere”
Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg
”I Esbjerg prioriterer vi iværksætterområdet, og vi ønsker at gøre det attraktivt at blive iværksætter i Esbjerg Kommune ved at give lokale ildsjæle optimale vilkår, så vi også kan tiltrække nye iværksættere. Det kan vi nu med dette unikke hus, som bygger videre på vores handlekraftige fundament og kan hjælpe os til at tage en førerposition inden for iværksætteri. Med afsæt i Esbjergs muligheder skal Riggen blive regionens førende platform for iværksættere. Vores mål er, at vi hvert år skal have flere nye iværksættere, og at vi oplever øget vækst i iværksættervirksomhederne,” forklarer Esbjergs borgmester.
Esbjerg-pioners fond står bag
Bag iværksætterhuset, Riggen står – udover Business Esbjerg og Esbjerg Kommune – Lauritzen Fonden, som selv har rødder tilbage til en esbjergensisk iværksætter. Således er fonden medejer af DFDS og ejer rederiet J. Lauritzen, som blev stiftet i 1884 i Esbjerg af en af Esbjergs mest dynamiske forretningsfolk og pionerer, Ditlev Lauritzen. Derfor giver fondens involvering i et iværksætter-projekt i Esbjerg ekstra god mening, forklarer Jens Ditlev Lauritzen, formand i Lauritzen Fondens bestyrelse.
”Iværksætterånd og foretagsomhed er en del af Lauritzen Fondens DNA og derfor glæder vi os over at kunne bidrage til at styrke iværksætterkulturen i Esbjerg med vores bevilling til etableringen af Riggen. Udviklingen på Platformen er allerede godt i gang, og nu kommer Riggen til som endnu et aktiv, hvor nyskabende ideer, netværk og samarbejder på tværs af lokale ildsjæle og iværksættere skal muliggøre nye innovative fællesskaber,” udtaler Jens Ditlev Lauritzen.
“Udviklingen på Platformen er allerede godt i gang, og nu kommer Riggen til som endnu et aktiv, hvor nyskabende ideer, netværk og samarbejder på tværs af lokale ildsjæle og iværksættere skal muliggøre nye innovative fællesskaber”
Jens Ditlev Lauritzen, bestyrelsesformand i Lauritzen Fonden
Om Riggen
Når det nye iværksætterhus slår dørene op, bliver der plads til til 20 faste iværksætterpladser og ti såkaldte ”flyverpladser” for løst-tilknyttede iværksættere, studerende og idémagere.
Målet er, at Riggen i gennemsnit hvert år gør 15-20 virksomheder flyvedygtige og skaber et grundlag for den fortsatte kommercielle udvikling for den enkelte virksomhed.
Riggen henvender sig til både iværksætterspirerne, som er i den spæde fase i forhold til at etablere virksomhed, samt hovedmålgruppen, som er de iværksættere, der er længere i processen og har en idé, som de er klar til at satse på og vil bruge Riggen som daglig arbejdsplads.
Riggen vil bl.a. tilbyde sparring og rådgivning, mentorforløb, pitchtræning, forretningsudvikling, netværksmøder, kobling til etablerede virksomheder i nærområdet, iværksættercafé, netværksmøder, vækstprogrammer.