Om Platformen
Platformen er et sprudlende og levende sted i hjertet af Østerbyen, der samler, udvikler og muliggør fællesskaber på tværs af alder, etnicitet og interesser i Esbjerg.
Med andre ord et moderne kultur- og fællesskabshus, hvor kreativitet, innovation, kultur og socialt liv vokser.
Så kom og vær med – vi har masser af rum, der leverer anderledes rammer og stimulerer til fællesskab. I videoen kan du blive klogere på, hvad vi er for et hus.
Sammen er vi de gode værter
Værtskab, følgeskab, balance og dogmer er nogle af kodeordene for Platformen.
Den grundkerne af samarbejdspartnere, som har fast til huse på Platformen arbejder ud fra fælles ambitioner og tanker om tydeligt værtskab, så besøgende og brugere føler sig velkomne og møder relevante aktiviteter.
Samtidigt vil vi sikre og muliggøre, at relevante samarbejdspartnere arbejder målrettet med følgeskab for de grupper af besøgende og brugere som har sværere ved at finde vej ind i fællesskaber.
Vi vil være en platform for alle – derfor vil vi altid have opmærksomhed på at skabe balance imellem de forskellige besøgs- og brugergrupper, således, at det bliver en mangfoldig besøgs- og brugergruppe, der favner fra Hjerting og Sædding til Østerbyen – og resten af skønne Esbjerg.
Vi lider ikke af forventningsfattigdom
Vi tror på at alle har noget at bidrage med! Sammen kommer vi længere ved at sikre en klar forventningsafstemning – derfor har vi udarbejdet et sæt dogmer, der fungerer som ‘leveregler’ for Platformen.
- Skab platformen. Vi bidrager til at skabe rammerne for det gode liv.
- Leg med livet. Nysgerrighed, kreativitet og glæde er udgangspunkt for alt det vi laver.
- Tag ansvar. Vi engagerer os i fællesskabet. Vi giver mere end vi tager.
- Mangfoldighed styrker. Vi giver plads til hinanden – forskelle skal ikke overvindes, men udnyttes.
- Sig ja. Vi tror på fremtiden og på at nye ideer viser nye veje.
- Byg broer. Vi rækker ud mod andre og inddrager borgere og brugere når vi kan.
- Løft i flok. Vi dyrker fællesskabet. Sammen kan vi mere end vi selv tror.