Skyggebørn åbner på Platformen – Platformen

Skyggebørn åbner på Platformen

Nu bliver det muligt for sorgramte børn og unge i Esbjerg området at mødes med andre børn og unge i en af Skyggebørns nye grupper. Søskendeparret Marianne & Lars Kruse er initiativtagere til projektet, og den økonomiske opbakning kommer fra Henning G. Kruses Fond.

Afdelingen åbner på Platformen til august, og her vil børn og unge kunne få hjælp til at bearbejde sorg, og sætte ord på nogle af de svære følelser, der ofte følger med sorgen ved at miste eller leve med alvorlig sygdom i familien.

Søger frivillige

Skyggebørn får brug for din hjælp. Der er nemlig brug for gruppeledere, der har lyst til at være med fra start.

De frivillige gruppeledere varetager vores samtalegrupper – så du bliver en vigtig person i børnenes liv. Mange af vores gruppeledere har en børnefaglig baggrund eller har egne erfaringer med sorg, men det er ikke et krav. Din vigtigste kvalifikation er at du er nysgerrig på børnenes fortællinger – at du har mod på at gå ind i snakken.

Skyggebørn sørger selvfølgelig for, at du er godt klædt på til opgaven (3 dages sorgkursus med Jes Dige), og du skal heller ikke løfte ansvaret alene. I er altid 3 gruppeledere i en gruppe. Udover 3 dages kursus er der løbende sparring og coaching med en faglig koordinator + supervision og faglige aftener. Alt i alt vil du få nogle gode værktøjer til at tackle svære situationer.

Første planlagte kursus i Esbjerg:
3 dages kursus for gruppeledere i Esbjerg afholdes 13.-15. juni 

Kontakt faglig koordinator Dorte Knudsen, hvis du gerne vil høre mere om at blive gruppeleder i Esbjerg på mail: [email protected]

Læs mere om Skyggebørn her.